Skoleåret indtil videre!!!

Suk og atter suk. Vi troede at vi var på forkant med skolen, da vi havde det møde i August måned. Men nej, det har været et langt mareridt. Fra Oktober og frem til nu, har Frida haft så mange sygedage, at vi har opgivet at tælle dem. Blot for at komme med et eksempel. Nov/Dec havde hun mindst 14 sygedage. Vi har prøvet at spotte om det er nogle særlige dage, timer, lærer eller andet der kunne danne et mønster. Men det er der ikke. Vi har haft besøg af PPR, vi har holdt møder med Skole, lærer og PPR, hvor vi har lavet en fælles plan for Frida, men lige lidt hjælper det. Vi skal til netværksmøde igen i næste uge, så må vi se på en evt. ny plan. Jeg har givet udtryk overfor PPR, min bekymring om Frida er på den rette skole, og om skolen kan imødekomme Fridas behov. Vi ville være kede af at skifte skole, og håber heller ikke det kommer på tale, men hvis det er det der skal til for at Frida kan trives bliver vi nød til at se på det.

Som familie tærer det på kræfterne, da alle hendes frustrationer går ud over os, og ikke mindst Emil. Vi er i sådan en situation at vi ikke tør lade dem være alene, da hun er meget voldelig over for ham. Heldigvis er Emil, Henriette og jeg selv helt ovenpå, ellers var det heller ikke gået i særlig lang tid. Vi beder til at situationen med Frida vil ændre sig til det bedre, så vi måske har forhåbninger om at leve som en "nogenlunde" almindelig familie.

Jeg tillader mig at gengive digtet "En opgave helt special" som jeg første gang skrev her på bloggen i 2009. 

Jeg har hørt, at der findes en gammel legende,
om hvad der oppe i himlen hændte.

Den siger, at engang den kære Gud
sagde til englene: Vil I gå bud?

Der er et barn, som skal fødes på jord,
vil I prøve at finde en far og en mor,
som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl.

Det er nemlig en opgave helt speciel:
Barnet er svagt, det har handicap med,
så det kræver meget tålmodighed.

I ved, at jeg elsker alt svagt og småt,
og jeg ønsker, at barnet skal få det godt,
så de to, der bliver dets far og mor,
må virke som mine hænder på jord.

Måske vil de først have svært ved at se,
at der kan være en mening med det,
at barnet ikke kan tumle og lege,
og det kræver så meget pleje.

Men de vil nok efterhånden lære,
at det giver kræfter at måtte bære.

Guds kærtegn gør undertiden ondt,
og medgange alene er ikke sundt,
men modta'r de barnet som en gave de to,
så bli'r det en kilde til indsigt og tro,

og så kan det sikkert med tiden læres,
at livet er både at bære - og bæres.

tekst er af ukendt oprindelse

Jeg håber at der er andre der kan få gavn af digtet, det har ihvertfald givet mig lidt ekstra styrke i svære tider. Det bringer mig til slutningen af dette indlæg. Ja det var måske ikke et særligt positivt indlæg. Jeg håber at jeg snart kan skrive noget positivt om Frida i skolen. Vi kæmper for det!