En dejlig uge i August

Jeg sidder her en stille søndag eftermiddag og kigger tilbage på en skøn uge som er ved at være forbi.

Vores dejlige "lille" dreng Emil er startet i børnehave(skovbussen) i mandags. Han er pludselig blevet en stor dreng, og vi er pludselig blevet 2 år ældre:). Synes ikke det er lang tid siden vi for første gang afleverede ham i vuggestuen. Han har klaret den første uge så flot og han virker glad og veltilpas. Overgangen til børnehaven virker meget blødere end dengang Frida startede der, men hun kom jo også fra dagplejen. Det kan også være at vi forældre ikke er så pylret mere. Vi glæder os meget til at følge hans videre udvikling i børnehaven.

I torsdags blev hele familien Mortensen sendt til øjenscreening for at få klarhed over om nogle af os skulle bære samme diagnose som Frida. Vi var meget lettet efter besøget, da ingen af os andre viste tegn på sygdommen. Frida fik også en god nyhed med hjem, og det var at der ingen forandringer på hendes syn var. Begge ungerne klarede det flot, og der var ingen kamp på nogen måder for at få lov til at dryppe deres øjne. Vi belønnede dem med en lille ting fra den lokale legetøjsforhandler:).

Frida´s første skoledag, part 2

Så blev Fridas første skoledag veloverstået. Dagen vi havde forberedt os så meget på.

Frida slog øjnene op onsdag d. 12.08-2009 med kæmpe forventninger til dagen som skulle til at starte, og ligeså gjorde hendes forældre. Vi hyggede os med morgenmaden, og tøserne gik i gang med at gøre sig klar til 1 skoledag. Fine skulle de jo være. Emil og jeg trak os lidt i baggrunden:).


Dagen i skolen gik perfekt. Børnene blev delt ind i klasser og vi forældre fulgte med dem til deres klasselokaler. Der blev snakket, taget billeder osv.


Kl. 10.30 skulle vi forældre forlade vores ”stakkels” små børn. Frida græd lidt, men jeg ved ikke om det var fordi hun så nogle af de andre børn græd, for hun nyder som regel at være uden sine forældre:).




3-4 timer senere mødte vi igen op. Vi fik at vide at Frida havde klaret det så fint, og jeg tror både Henriette og jeg var stolte indeni.

Vi kom hjem, men eftermiddagen blev desværre præget af Fridas ”psykiske træthed”. Så vi holdt lav profil og gjorde alt for at undgå konflikter. Vi ved at når hun får en på opleveren kan der komme efter reaktioner.

Men det var en fantastisk dag. Jeg var så glad for dagen der var gået, at jeg spontant fik skrevet mit første digt siden folkeskolen:). Det er en dejlig fornemmelse, og en nem måde at udtrykke sine følelser på, uden at komme med lange komplicerede forklaringer. Måske man skulle dyrke det noget mere, dog skal der ikke gå poesi og digte i alle indlæggene:)

Sidste nyt: Jeg har ændret kommentarfeltet, så det burde være nemmere at kommentere indlæggene nu. Jeg har hørt af omveje at der er nogen der ikke synes det er helt nemt. Jeg vil rigtig gerne modtage kommentarer fra andre. Så skyd bare løs:).

Charlotte L. Englev som jeg har nævnt i tidligere indlæg, døde d. 18. Juli, jeg har og vil forsat linke til Charlotte´s blog. Da hendes ord og livsindstilling vil kunne gavne mange andre.
Æret været Charlottes minde! Og tak for den korte tid, jeg kendte dig.

Frida´s første skoledag

Min blomst , min solstråle, min Frida!
Du ved jeg elsker dig så højt
Jeg fortæller dig det hver dag

I dag skinnede du som en sol, som du aldrig før har gjort
Det var nemlig din første skoledag
Vi var spændte, du var spændt, puha en dag og alt den forberedelse

Du smilede som du aldrig før har smilet
Vi var, og du var glad og lykkelig som aldrig før
Vi forlod dig i klassen, og du græd, og det gjorde pokkers ondt!

Men da vi kom for at hente dig igen
Fortalte de, at du min blomst klarede dagen så flot.
Vi var alle så stolte og glade da vi gik hjem
Med den tro at du nok skal klare det alt sammen!

P.S Vi elsker dig så højt!!

Velkommen til Holland

Det kan være utrolig svært for pårørende, venner og bekendte at forstå hvad det indebærer, at få og have et barn med en Sjælden Diagnose/Handicap. Emily Pel Kingsley har skrevet denne gode historie, som rammer lige i hjertet, af hvordan det er:

Velkommen til Holland

At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse - til Italien. Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer. Colosseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig. Du lærer dig nyttige vendinger på italiensk. Alt er meget spændende.

Efter måneders spændt
forventning kommer endelig dagen. Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen. Stewardessen kommer ind og siger: "Velkommen til Holland".

"HOLLAND?!" råber du.
"Hvad mener du med Holland? Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien! Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!"

Men der er lavet om på
fartplanen, maskinen er landet i Holland og der må du blive.

Det er vigtigt, at de ikke
har ført dig til et rædsomt, fælt, snusket sted fuld af pest, sult og sygdom. Det er bare et sted som er anderledes.

Men når du har været der
et stykke tid og har fået vejret ser du dig omkring ...og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland... og Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter.

Men alle, du kender har
travlt med at rejse til og fra Italien...og de praler af, hvor vidunderligt de havde det der. Og resten af dine dage vil du sige: "Ja, det var der, jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt. "

Så du må ud og købe nye
rejsehåndbøger. Og du må lære et helt nyt sprog, og du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke ville have mødt.

Det er som sagt et sted, der
bare er anderledes. Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.

Og smerten ved det vil
aldrig, aldrig, aldrig nogensinde fortage sig..., for tabet af en drøm er et tab af stor, stor betydning.

Men...hvis du bruger dit liv
til at sørge over den kendsgerning at du ikke kom til Italien bliver du aldrig fri til at værdsætte og nyde det helt specielle, det virkeligt vidunderlige ...ved Holland

Skrevet af Emily Pel Kingsley