søndag den 8. august 2010

Slut på sommerferien. Nyt skoleår!

Det var den sommerferie. Vi har tilbragt 1 uge i sommerhus i silkeborg, 3 dage på camping i Vejers og så en uges tid herhjemme med tilhørende udflugter. Det har været en dejlig lang sommerferie, og vi har alle hygget os og fået slappet af. Men nu melder hverdagen sig igen. Ikke at det gør noget for jeg tror egentligt at vores lille familie trives bedst i hverdagen, hvor vi har vores faste rytme og rutiner.

Som Dan Turell skrev det i hans fine digt "hverdagen"

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -


Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
når vil alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -


Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen
Afstemningen af checkheftet
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -


Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt


Jeg holder af hverdagen

Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen


Dan Turell


Et nyt skoleår banker på døren, 1B kalder på Frida. Nye lærer, nye rutiner, og desværre også  nye omgivelser. Men vi tror det bedste for hende, selv om alt nyt jo er "meget svært" for hende. Da hun startede på Sfoén i sidste uge klagede hun i 2 dage over ondt i maven(dårlig start). Vi er spændt på den nye klasselærerinde, og det er Frida også. Vi håber under alle omstændigheder at vi får et godt samarbejde med hende.

Vi venter stadigvæk på at Frida skal "udredes" for ADHD/Aspergers eller anden diagnose. Ikke at det betyder noget, for har hun ikke andre diagnoser er det bare den måde hun er ramt af NF1 på. Systemet har åbenbart ikke travlt, så vi må spille de tålmodige forældre. Det ville bare være rart at alt var afklaret inden det nye skoleår. 

Vi har læst en del bøger her i sommerferien om urolige børn med og uden ADHD. Der var en masse gode råd som vi prøver at arbejde med. Ikke mindst arbejder vi med at bevare positiviteten. Hav det sjovt med dit barn. Bevar en sans for humor. Prøv at glæde dig, ikke at skrige og råbe. Og bevar roen. Det kan være svært men jeg synes allerede vi er blevet bedre:). 

Jeg faldt over et citat i en af bøgerne, som lyder: De børn som har mest brug for kærlighed, vil altid bede om den på de mest ukærlige måder. Det kan der være noget om.

Det skulle ikke undre mig at ovenstående råd også hjælper på "almindelige" børn:)

Desværre har kuglepuden og kugledynen som vi har lånt de sidste 2 måneder ikke haft den ønskede virkning. Det har hjulpet lidt, men en vidunder løsning har det ikke været. Jeg har meddelt ditto til ergoterapeuten som hjælper os. Hun vil hjem og besøge os for at se hvad hun ellers kan gøre for at hjælpe Frida.

I September skal Frida have foretaget øjescreening på Vejle Sygehus.

Jeg starter som løbeinstruktør/hjælper i Sønderris løbeklub i dette efterår. Det bliver sjovt at kunne hjælpe nye i gang og prøve at motiverer dem til at forsætte med denne dejlige form for motion.

Forsat god sommer!!!