søndag den 25. november 2012

November 2012

Der er et ½ år siden jeg sidst har skrevet herinde. Det er ikke fordi jeg ikke har haft overskuddet til det og heller ikke fordi der ikke er sket noget...tværtimod, men lysten til at skrive har ikke lige været der. Herunder nogle af de overskrifter jeg kan sætte på det sidste halve år:

Lalandia Tur med NF Foreningen: I Marts var Frida med NF børne gruppen i Lalandia. Det gik godt, og hun blev et par veninder rigere på turen. 

Thomas 40år: Hiphurra jeg havde fødselsdag i Juni. Jeg havde familien hjemme til grill og fodboldkamp. Fed dag. Men jeg bliver aldrig nogen festabe...så derfor denne forholdsvise lille fejring.

Frida 10 år: Vores dejlige datter blev 10 år d. 21.Juni. En stor dag for både Frida og os. Hun slog fødselsdagen sammen med hendes bedste veninde Jani, og sammen holdt de Disco Bowling fest for klassen. En fed fest:-)

Lasek: I starten af Juli fik jeg en lasek øjenbehandling. Det er gået fint og jeg kan klart anbefale det til andre der går og tænker på det. De første par dage var godt nok ikke sjove pga.smerter m.m, men allerede efter 4-5 dagen begynder der at ske ting og sager. Efter ca. 3uger var mine øjne helt perfekte igen. Så det er dejligt hverken at bruge briller eller kontaktlinser mere især med hensyn til sport.

Sommerferie 2012: Vi havde 3 ugers dejlig sommerferie. 2 uger i sommerhuset ved Kollerhus(Silkeborg) og 1 uges camping i Vejers. Vejret var med os. Vi havde kun halvdårligt vejr den første uge ellers kunne vi ikke klage. Vi brugte en masse tid på badestrandene ved Silkeborgsøerne. Vi havde også besøg af 2 andre NF familier som vi hyggede os med en helt weekend. Vi hyggede med snobrød, grillede burgere, spillede vikingespil og sov i telt. Tak til Tobias, Thor, Rene, Hanne, Andreas, Anne og Thomas for en kanon hyggelig weekend.

Emil´s skolestart: I August måned startede Emil i 0B. En stor dag for vores "lille" dreng. Han er glad og fræk, og det tager vi som et udtryk for at han trives godt:-). 

Slette Strand: I starten af September var Rene, Anne og jeg oppe og besøge Slette Strand. Vi var på research for NF Foreningen. Vi skal holde næste års Famileweekend i NF foreningen ved Slette Strand..så opgaven var at få nogle aftaler på plads. Vi fulgte EDS foreningens famileweekend for at se hvordan stedet fungerede i praktisk og vi blev slet ikke skuffet. De har virkelig styr på tingene, og dejligt at se at børn fik lov til at være børn. Det har virkelig været en mangel nogle af de andre steder vi har været. Vi glæder os meget til at besøge Inger Marie og SletteStrand Feriecenter igen til næste år(http://www.slettestrand.dk/).
Chili: I Juni måned fik jeg den mærkelig ide at jeg vil til at dyrke chiliplanter. Jeg har altid været en ivrig chili spiser, men derfra og så til at avle selv:-) Så jeg købte nogle forskellige frø af min chilipusher Bjarne Højlund(http://barney.dk/)Derefter gik straks i gang med at så. Normalt er Juni ikke den helt ideelle måned at så chili i, så den første såning var kun et lille eksperiment, men på de efterfølgende billeder som er taget d.d kan i se resultatet. 


Indtil videre står planterne i sydvest vendte vindueskarme. Ikke helt optimalt. Men når man ikke har 100% sydvendte vindueskarme må man jo nøjes:-).
Henriette bander lidt over alle de planter jeg har stående rundt omkring, især da Chili er meget modtagelige over for diverse kryb. Jeg kæmper en daglig kamp mod bla. bladlus men efter gode råd fra Bjarne Højlund, ser det ud til at jeg kan holde nede med Neem Olie. Ihvertfald har mine planter ikke haft synlige gæster de sidste 3 uger.
Nå men jeg har ihvertfald fået lov til at investere i et drivhus til foråret, så bladlusene har jo ikke været helt
forgæves.



Det var alt herfra, jeg håber alle har det godt derude. Pas godt på Jer selv!







Ingen kommentarer:

Send en kommentar