Tavsheden

Jeg faldt forleden over disse meget eftertænksomme og kloge ord af Johs. Møllehave, som alle der er i krise, om det skyldes kræft eller anden alvorlig sygdom, kan have glæde af at læse. 

Tavsheden 

Er det fejhed eller dumhed?
Denne hjælpeløse stumhed.
Hvorfor lukkes alle sanser,
når man nævner ordet cancer? 
Jeg kan huske alle faser,
da min mor fik metastaser.
Hils din mor, og hvordan går det?

Så er stemmen pludselig borte,
og der sidder man med røret
Tom Konkylielyd i øret. 

Først når sproget bliver så vigtigt
tier alle så forsigtigt
Den er ond - den tavse pause,
hvorfor bliver I dog så tavse?
Lad for Guds skyld vær´ og svare:
"Sådan er det altså bare!"
Der er ikke mer´ og sige
Åh, som stilhed dog kan skrige.

Efter kemoterapien:
Samme tavshed og fortien
Selv ens allerbedste venner
er som folk, man ikke kender.
Ingen kommer på visitter
mon de tror, min smerte smitter?
Stumheden gør mig forlegen
både deres og min egen. 

Tavse tider langsomt skrider
mens hun sejt og ordløst lider.
Og den stumhed varer ved,
da hun endelig får fred.

Alle håber tiden går.
Den som læger alle sår.
Og så støder der en sjover til
"Åh, jeg troede du var over det!
Det er bar' så svært at svare,
på hvor længe sorg må vare.

Har vi ikke lært at tale?
Hvorfor gør vi så det gale?
Skønt vi ved, hvad ord kan rumme, 
bliver vi lukkede og stumme.
Hvorfor siger vi ikke spor,
Når vi trænger mest til ord.
Hvorfor savner vi ressourcer.
Kan vi lære det på kurser?

Er I raske. Er I sunde?
Har I det så nogenlunde?
Så sig ord med jeres munde,
Ord, der dulmer vores smerter, 
ord, der viser, at I er der.

Det er svært at tage afsked.
Men det sværeste er tavshed.
Derfor hvisk i vores øre.
Derfor tal - mens vi kan høre.
Og jeg beder: La' vær og luk dig
Og vælg ikke første Flugtvej
Spørg dig selv - hvorfor du flygter.
Det er TAVSHEDEN, jeg frygter

(Johs. Møllehave)