Sorte tanker/Facaden falder: Skrevet d. 28.01 torsdag nat/fredag morgen kl. 02.00

Jeg havde egentligt besluttet at dette indlæg aldrig skulle på min blog, men med den tanke at det måske kan hjælpe andre i samme situation om bestemte jeg mig. En uge efter Fridas udredning for ADHD røg jeg i det sorte hul.



Jeg vågnede den anden dag med ondt i maven igen. Jeg har haft denne fornemmelse over en længere periode nærmere betegnet flere år. Men den er tiltaget det sidste halve år og den anden dag var det bare blevet for meget . For at beskrive denne mavefornnemmelse kan jeg fortælle dig at følelsen er som når man er rigtig nervøs eller spændt på noget. Bare en konstant følelse…og den medbringer  ofte en let  kvalme med sig. Jeg gik til lægen og her er hvad jeg fortalte:

-Jeg er trist, men jeg ved ikke over hvad.

-Jeg er angst, angst for at miste nogen af dem jeg har kær. Angst for at der skal ske folk jeg kender noget.    Angst for ikke at leve op til andre folks forventninger. Angst for sygdomme. Angst for at dø.

-Jeg er rastløs, ukoncentreret, distræt m.m. Jeg kan sidde og tale med dig uden at høre efter hvad du egenligt siger, det er ikke med vilje og jeg vil så gerne høre efter men orker det bare ikke. Jeg er blevet meget glemsom på det sidste. Meget mere end jeg tidligere har været. Mine tvangshandliger som at tjekke om  døren er blevet låst, lyset slukket, strygejernet er blevet slukket er også blevet værre. 

-Jeg bryder mig ikke om store forsamlinger og har aldrig gjort det, og slet ikke hvis det er fremmede. Jeg bryder mig ikke om fester, for tænk hvem jeg skal sidde ved siden af(kan begynde at tænke over sådan noget 14 dage inden jeg skal til fest), jeg bryder mig heller ikke om restauranter, biografer, cafeer hvor man sidder mange på et lille område, jeg bliver så forbandet utryg over det. Jeg får koldsved når jeg skal tale med fremmede mennesker, ja og nogen gange også selv om jeg kender folk.

-Mit ellers rolige sind har pludselig nemmere ved at koge over.



-Min kroniske sygdom(diabetes type 1) er jeg blevet ligeglad med. Mit blodsukker er "fucked" op for tiden, pga. mit ”ligeglad” humør(suk, tag dig dog sammen Thomas for fanden).

-Min nattesøvn er ikke optimal. Jeg kan gå i seng over midnat og vågne tidligt om morgenen uden at kunne falde i søvn igen pga. forskellige dumme tanker.

-Jeg er ikke oplagt til noget som helst. Mit løb er blevet meget mindre da jeg simpelthen ikke kan hive mig op til det. Min svømning er helt droppet. Min motivation er bare lig 0.

-For at glemme og for at fortrænge disse ting har jeg i en periode måske drukket lidt mere vin end jeg burde, ikke at jeg er alkoholiker for jeg kan sagtens lade være med at drikke. Men det er sku nemt at snuppe et par glas ekstra for at glemme det hele, og så sover man jo også lidt bedre.

Jeg var frygtelig lettet da jeg havde fortalt min læge dette og jeg rystede over hele kroppen. Han spurgte om jeg havde selvmordstanker for så ville han indlægge mig på psykiatrisk afdeling. Jeg kunne roligt sige nej til dette, men han mente at jeg skulle have noget medicin mod angst. Så jeg fik noget alopam med mig så jeg kunne falde lidt til ro. I næste uge skal jeg skal til en uddybende samtale med ham og så skal vi sammen finde ud af hvad der skal ske med mig. Men for pokker hvor føler man sig pludselig svag. Her gik man og troede at man kunne klare det hele. Fridas sygdom, og min egen diabetes har jeg jo klaret i stiv arm indtil videre, og man har før været nede og ligge men kommet oven på igen. Men denne gang gik det bare ikke, sorry!!!!!!!!!!!!!

I dag kan jeg endelig igen skimte lyset ude i horisonten:) Jeg har genoptaget mit arbejde med 3 timer dagligt. Min behandling pt. består af samtaleterapi suppleret af psykologhjælp og antidepressiv medicin. Desuden skal jeg de kommende 4 uger deltage i et stress kursus som kommunen arrangerer. Sidst men ikke mindst har jeg løbet stierne i Sønderris tynde, motionen har hjulpet mig meget den rigtig vej.

Spørg endelig hvis i har lyst!